Vi forventer mere af beredskabet – mens vi fjerner dets lokale fundament

Artiklen blev oprindeligt udgivet den 6. august 2026 og er opdateret den 7. august 2026 med nye data om redningsberedskabets responstider.

De længere afgangs- og responstider er ikke først og fremmest et spørgsmål om brandfolkenes indsats. De er et symptom på en langt større udvikling:

Vi forventer stadig mere af redningsberedskabet, samtidig med at vi gradvist svækker det lokale fundament, som beredskabet bygger på.

Beredskabsstyrelsens tal for 2025 viser, at de kommunale redningsberedskabers gennemsnitlige afgangstid steg fra 2 minutter og 39 sekunder i 2024 til 2 minutter og 41 sekunder i 2025.

De nyeste opgørelser over den samlede responstid viser samtidig, at det første relevante køretøj i gennemsnit var fremme efter 8 minutter og 12 sekunder. Det var 9 sekunder senere end i 2024 og den længste gennemsnitlige responstid i perioden siden 2018.

Andelen af udrykninger, hvor det første relevante køretøj nåede frem inden for 10 minutter, faldt fra 76 til 74 procent. Andelen, der nåede frem inden for 15 minutter, faldt fra 95 til 94 procent.

På landsplan kan sekunder og enkelte procentpoint se beskedne ud. Men bag gennemsnittet findes store geografiske forskelle, som bør få os til at standse op.

Ikke for at kritisere brandfolkene, beredskabsledelserne eller kommunerne, som hver dag forsøger at få mennesker, materiel og geografi til at gå op.

Men fordi tallene rejser et grundlæggende spørgsmål:

Har vi som samfund fortsat skabt de nødvendige rammer for det beredskab, vi forventer står klar, når noget går galt?

De lokale forskelle er større end landsgennemsnittet

Landsgennemsnittet fortæller kun en del af historien.

I Region Midtjylland steg den gennemsnitlige responstid med 19 sekunder til 9 minutter og 1 sekund. Andelen af udrykninger, der nåede frem inden for 10 minutter, faldt samtidig fra 69 til 66 procent.

I Ringkøbing-Skjern Kommune steg den gennemsnitlige responstid med 1 minut og 5 sekunder. Andre kommuner oplevede tilsvarende eller større tilbagegang, mens enkelte kommuner forbedrede deres responstider betydeligt.

Det betyder, at tallene ikke kan reduceres til én enkel national forklaring. Geografi, stationsplacering, bemanding, rekruttering, trafikforhold og det lokale risikobillede har betydning.

Men udviklingen understreger, at det ikke er tilstrækkeligt alene at se på, hvor hurtigt køretøjet forlader stationen. Det afgørende er, hvor hurtigt en relevant og tilstrækkelig styrke faktisk når frem og kan begynde indsatsen.

Før understøttede samfundet beredskabet

Går vi nogle årtier tilbage, var beredskab i langt højere grad en fælles samfundsopgave.

Civilforsvaret byggede på værnepligtige, frivillige, lokale hjælpetjenester og egenbeskyttelse. Virksomheder og borgere indgik aktivt i samfundets beredskab, og der fandtes ordninger, hvor private køretøjer kunne udskrives og stilles til rådighed ved mobilisering.

Samfundet skulle ikke alene beskyttes af beredskabet. Samfundet skulle også understøtte beredskabet.

I dag er forventningen i høj grad vendt om.

Når noget går galt, forventer vi, at det offentlige beredskab kommer hurtigt, med det rette køretøj, det nyeste materiel og personale, der er uddannet til præcis den hændelse, vi står med.

Samtidig bliver beredskabet i stigende grad kaldt til situationer, som familien, naboen, virksomheden eller lokalsamfundet tidligere i højere grad bidrog til at håndtere.

Et moderne samfund skal naturligvis hjælpe sine borgere. Men beredskabet kan ikke udvikle sig til en service, vi blot bestiller, når virkeligheden bliver besværlig.

Et robust beredskab kræver fortsat noget af det samfund, det skal beskytte.

Når arbejdspladserne flytter, følger deltidsbrandmanden med

Danmark har gennem årtier samlet virksomheder, arbejdspladser og offentlige funktioner på færre og større adresser.

Lokale værksteder og produktionsvirksomheder er lukket eller flyttet. Stadig flere pendler 20, 30 eller 40 kilometer mellem hjem og arbejde.

Det kan være en fornuftig beslutning for den enkelte virksomhed og medarbejder. Men udviklingen har en beredskabsmæssig konsekvens:

Deltidsbrandmanden forsvinder også fra de mindre bysamfund.

Et deltidsberedskab fungerer kun, hvis tilstrækkeligt mange uddannede brandfolk opholder sig tæt på stationen, når alarmen går. Arbejder de flere byer væk, kan de ikke nå frem til brandstationen inden for få minutter – uanset hvor engagerede, veluddannede og motiverede de er.

Det problem kan ikke løses med endnu en procedure, et nyt digitalt system eller højere krav til de mennesker, der allerede står med opgaven.

Det skyldes ikke manglende vilje hos brandfolkene. Det er en konsekvens af den måde, vi har indrettet samfundet på.

Den sønderjyske model fortjener særlig anerkendelse

Når vi taler om det lokale deltidsberedskab, skal vi samtidig anerkende den særlige sønderjyske tradition.

I store dele af Sønderjylland drives de lokale brandstationer ikke af lønnede deltidsbrandfolk, men af frivillige brandværn. De frivillige fungerer ikke blot som en supplerende ressource, der tilkaldes, når den ordinære styrke har brug for hjælp. Mange steder udgør de selve den lokale førstestyrke og rykker direkte ud, når alarmen går.

Operativt løser de dermed opgaven på vilkår, der i høj grad svarer til deltidsberedskabets: Brandfolkene skal forlade hjemmet eller arbejdspladsen, møde på stationen, bemande køretøjerne og afgå hurtigst muligt. Den afgørende forskel er, at indsatsen bæres af frivillighed.

I Brand & Redning Sønderjyllands område er 28 af 32 brandstationer frivillige brandværn. De dækker Haderslev, Tønder og Aabenraa kommuner og udgør en bærende del af det operative redningsberedskab. Også i Sønderborg Kommune har de frivillige brandværn en central rolle i den lokale brandslukning og redning.

De frivillige gennemfører den krævede brandmandsuddannelse og den lovpligtige vedligeholdelsesuddannelse. Når alarmen går, møder de den samme brand, den samme røg, de samme risici og det samme operative ansvar.

Den sønderjyske model er derfor ikke et hyggeligt supplement til det professionelle beredskab. Den er et professionelt beredskab, som i væsentlig grad bliver leveret af frivillige.

Modellen viser, hvor stærkt et lokalt forankret beredskab kan være. Mange lokale stationer, kortere fremkørselsveje og mennesker med stærkt lokalkendskab kan skabe en betydelig robusthed i et stort geografisk område.

Men modellen understreger også artiklens hovedpointe. Frivilligheden kan kun fungere, hvis der fortsat bor og arbejder mennesker tæt på stationerne, hvis lokale arbejdsgivere accepterer, at medarbejderne forlader arbejdet, når alarmen går, og hvis familierne bakker op, når alarmen afbryder arbejdsdagen, aftensmaden eller nattesøvnen.

Det sønderjyske beredskab er et stærkt eksempel på, hvad et lokalsamfund kan bære. Netop derfor må vi ikke tage det for givet.

Opgaven bliver samtidig mere kompleks

Mens det lokale rekrutteringsgrundlag svækkes, bliver redningsberedskabets opgaver hverken færre eller enklere.

Brandfolk skal kunne håndtere batteribrande, solcelleanlæg, kemiske hændelser, oversvømmelser, komplekse trafikuheld og stadig mere avancerede bygninger, køretøjer og tekniske installationer.

Køretøjerne er mere avancerede. Materiellet er mere specialiseret. Uddannelsen er mere omfattende, og kravene til sikkerhed, dokumentation og taktisk ledelse er vokset.

Vi kan ikke udvide opgaven, reducere rekrutteringsgrundlaget og samtidig undre os over, at det enkelte beredskab nogle steder får vanskeligere ved at stille den nødvendige styrke hurtigt.

Forventninger, opgaver og rammer skal hænge sammen.

Det lokale beredskab er mere end ekstra hænder

Fuldtidsbrandfolk, deltidsbrandfolk og de operative frivillige brandværn udfører alle et vigtigt og professionelt arbejde. Den ene model skal ikke bruges som argument imod den anden.

Men de lokalt forankrede modeller rummer nogle særlige kvaliteter, som vi bør passe på.

På samme brandkøretøj kan der sidde en elektriker, en landmand, en smed, en mekaniker, en maskinfører, en entreprenør og en sundhedsfaglig medarbejder.

De tager deres daglige faglighed med ud på skadestedet.

Elektrikeren ser installationerne og spændingsfarerne. Landmanden forstår maskiner, bygninger og dyrehold. Mekanikeren genkender konstruktioner og belastninger. Maskinføreren ved, hvad tungt materiel kan – og ikke kan.

Mange fuldtidsbrandfolk har naturligvis også stærke håndværksmæssige og tekniske kompetencer. Pointen er ikke, at den ene model er bedre end den anden.

Pointen er, at det lokale deltids- og frivilligberedskab ofte samler en usædvanlig bred erhvervserfaring i én udrykning. Det har stor operativ værdi, når virkeligheden ikke passer præcist til lærebogen.

Dertil kommer lokalkendskabet.

De lokale brandfolk ved, hvor markvejen ender, hvilken adgang der kan bære et tungt køretøj, hvor der kan skaffes vand, og hvilke virksomheder, gårde eller ejendomme der rummer særlige risici.

Den viden står ikke nødvendigvis i en indsatsplan. Den kan ikke downloades, centraliseres eller købes sammen med et nyt køretøj.

Den opbygges gennem mange års tilstedeværelse i lokalsamfundet.

Afgangstid er ikke det samme som responstid

Afgangstiden måles fra det tidspunkt, hvor alarmcentralen afgiver alarmen, til det første relevante køretøj forlader brandstationen.

Responstiden måles fra alarmeringen, til det første relevante køretøj er fremme på skadestedet. Indsatslederbiler indgår ikke som det første relevante køretøj i disse opgørelser.

De to tal beskriver forskellige dele af indsatsen og skal derfor ikke blandes sammen.

En døgnbemandet station kan normalt komme hurtigere ud ad porten. En deltidsstyrke eller et frivilligt brandværn skal først samle mandskabet på stationen og bemande køretøjet.

Men en lokalt placeret styrke kan trods en længere afgangstid stadig være hurtigere fremme end en fuldtidsstyrke, der skal køre fra en større by længere væk.

Det er netop baggrunden for, at det tidligere landsdækkende krav om afgang inden for fem minutter blev afskaffet den 15. oktober 2025. Kommunerne skal nu fastlægge krav til responstiden i forskellige geografiske områder som en del af det lokale serviceniveau.

Det er i udgangspunktet en mere relevant måde at vurdere beredskabet på.

For borgeren er det afgørende ikke, hvornår porten på brandstationen åbner.

Det afgørende er, hvornår en tilstrækkelig og kompetent styrke står på skadestedet og kan begynde indsatsen.

Men omlægningen må ikke blive en anledning til at acceptere langsommere hjælp eller gradvist flytte beredskabet længere væk fra borgerne.

Når responstiden bliver det centrale mål, skal kommunernes krav være tydelige, politisk vedtagne og tilpasset de faktiske risici. Og udviklingen skal følges åbent, så et pænt gennemsnit ikke skjuler områder, hvor hjælpen konsekvent er væsentligt længere undervejs.

Da de nye regler først trådte i kraft i oktober 2025, kan tallene for 2025 ikke bruges til at vurdere virkningen af omlægningen. Statistikken for 2026 bliver den første, der dækker et helt år efter afskaffelsen af femminutterskravet.

Beredskab er fortsat et fælles ansvar

De nye tal bør ikke bruges til at pege fingre ad dem, der står med opgaven.

Men de er en anledning til at sige det klart:

Vi kan ikke fortsat fjerne arbejdspladserne fra de mindre byer, lade stadig flere pendle væk, udvide beredskabets opgaver og samtidig forvente, at den lokale hjælp kommer hurtigere.

Vi er nødt til at spørge, om lokale virksomheder har mulighed for at ansætte deltidsbrandfolk og frivillige brandfolk – og reelt give dem mulighed for at gå, når alarmen lyder.

Vi er nødt til at spørge, om vi har bevaret et tilstrækkeligt rekrutteringsgrundlag omkring stationerne.

Vi er nødt til at spørge, om stationsstrukturen fortsat afspejler geografi, risici og de responstider, borgerne med rimelighed kan forvente.

Og vi er nødt til at spørge, om vi efterhånden forventer, at beredskabet løser så meget for os, at vi har glemt vores eget ansvar for at understøtte det.

Før understøttede samfundet beredskabet med mennesker, virksomheder, frivillighed og materiel. I dag forventer vi i stigende grad, at beredskabet understøtter os – også i situationer, som familie, naboer, virksomheder og lokalsamfund tidligere bidrog til at løse.

Det er en udvikling, vi er nødt til at forholde os til.

For beredskab er ikke blot en offentlig service, vi kan bestille, når noget går galt.

Det er en fælles samfundskapacitet, som kun eksisterer, så længe nogen skaber rammerne for den – og nogen er villige til at slippe det, de har i hænderne, når alarmen går.

Kilder: Beredskabsstyrelsen – Redningsberedskabet i tal 2025, BeredskabsInfo – Brandvæsenerne brugte lidt længere tid på at komme af sted i 2025, BeredskabsInfo – Brandvæsenernes gennemsnitlige responstid steg med 9 sekunder i 2025, Beredskabsstyrelsen – ny dimensioneringsbekendtgørelse og fokus på responstider, Danske Beredskaber – om de frivillige brandværn i Sønderjylland og Retsinformation – historiske regler om udskrivning af motorkøretøjer.

Af Kim K. Ulfkjær, beredskabsdirektør i AVARIS.
Opdateret 10.08.2026