Vi forventer mere af beredskabet – mens vi fjerner dets lokale fundament

De længere afgangstider er ikke først og fremmest et spørgsmål om brandfolkenes indsats. De er et symptom på en langt større udvikling:

Vi forventer stadig mere af redningsberedskabet, samtidig med at vi gradvist svækker det lokale fundament, som beredskabet bygger på.

Beredskabsstyrelsens tal for 2025 viser, at den gennemsnitlige afgangstid på landsplan steg fra 2 minutter og 39 sekunder til 2 minutter og 41 sekunder. I syv kommuner var gennemsnittet fem minutter eller mere.

To sekunder på landsplan er ikke i sig selv dramatisk. Men de lokale forskelle bør få os til at standse op.

Ikke for at kritisere brandfolkene, beredskabsledelserne eller kommunerne, som hver dag forsøger at få mennesker, materiel og geografi til at gå op.

Men fordi tallene rejser et grundlæggende spørgsmål:

Har vi som samfund fortsat skabt de nødvendige rammer for det beredskab, vi forventer står klar, når noget går galt?

Før understøttede samfundet beredskabet

Går vi nogle årtier tilbage, var beredskab i langt højere grad en fælles samfundsopgave.

Civilforsvaret byggede på værnepligtige, frivillige, lokale hjælpetjenester og egenbeskyttelse. Virksomheder og borgere indgik aktivt i samfundets beredskab, og der fandtes ordninger, hvor private køretøjer kunne udskrives og stilles til rådighed ved mobilisering.

Samfundet skulle ikke alene beskyttes af beredskabet. Samfundet skulle også understøtte beredskabet.

I dag er forventningen i høj grad vendt om.

Når noget går galt, forventer vi, at det offentlige beredskab kommer hurtigt, med det rette køretøj, det nyeste materiel og personale, der er uddannet til præcis den hændelse, vi står med.

Samtidig bliver beredskabet i stigende grad kaldt til situationer, som familien, naboen, virksomheden eller lokalsamfundet tidligere i højere grad bidrog til at håndtere.

Et moderne samfund skal naturligvis hjælpe sine borgere. Men beredskabet kan ikke udvikle sig til en service, vi blot bestiller, når virkeligheden bliver besværlig.

Et robust beredskab kræver fortsat noget af det samfund, det skal beskytte.

Når arbejdspladserne flytter, følger deltidsbrandmanden med

Danmark har gennem årtier samlet virksomheder, arbejdspladser og offentlige funktioner på færre og større adresser.

Lokale værksteder og produktionsvirksomheder er lukket eller flyttet. Stadig flere pendler 20, 30 eller 40 kilometer mellem hjem og arbejde.

Det kan være en fornuftig beslutning for den enkelte virksomhed og medarbejder. Men udviklingen har en beredskabsmæssig konsekvens:

Deltidsbrandmanden forsvinder også fra de mindre bysamfund.

Et deltidsberedskab fungerer kun, hvis tilstrækkeligt mange uddannede brandfolk opholder sig tæt på stationen, når alarmen går. Arbejder de flere byer væk, kan de ikke nå frem til brandstationen inden for få minutter – uanset hvor engagerede, veluddannede og motiverede de er.

Det problem kan ikke løses med endnu en procedure, et nyt digitalt system eller højere krav til de mennesker, der allerede står med opgaven.

Det skyldes ikke manglende vilje hos brandfolkene. Det er en konsekvens af den måde, vi har indrettet samfundet på.

Opgaven bliver samtidig mere kompleks

Mens det lokale rekrutteringsgrundlag svækkes, bliver redningsberedskabets opgaver hverken færre eller enklere.

Brandfolk skal kunne håndtere batteribrande, solcelleanlæg, kemiske hændelser, oversvømmelser, komplekse trafikuheld og stadig mere avancerede bygninger, køretøjer og tekniske installationer.

Køretøjerne er mere avancerede. Materiellet er mere specialiseret. Uddannelsen er mere omfattende, og kravene til sikkerhed, dokumentation og taktisk ledelse er vokset.

Vi kan ikke udvide opgaven, reducere rekrutteringsgrundlaget og samtidig undre os over, at det enkelte beredskab nogle steder får vanskeligere ved at stille den nødvendige styrke hurtigt.

Forventninger, opgaver og rammer skal hænge sammen.

Deltidsberedskabet er mere end ekstra hænder

Både fuldtids- og deltidsbrandfolk udfører et vigtigt og professionelt arbejde. Det ene skal ikke bruges som argument imod det andet.

Men deltidsmodellen rummer nogle særlige kvaliteter, som vi bør passe på.

På samme brandkøretøj kan der sidde en elektriker, en landmand, en smed, en mekaniker, en maskinfører, en entreprenør og en sundhedsfaglig medarbejder.

De tager deres daglige faglighed med ud på skadestedet.

Elektrikeren ser installationerne og spændingsfarerne. Landmanden forstår maskiner, bygninger og dyrehold. Mekanikeren genkender konstruktioner og belastninger. Maskinføreren ved, hvad tungt materiel kan – og ikke kan.

Mange fuldtidsbrandfolk har naturligvis også stærke håndværksmæssige og tekniske kompetencer. Pointen er ikke, at den ene model er bedre end den anden.

Pointen er, at deltidsberedskabet ofte samler en usædvanlig bred erhvervserfaring i én udrykning. Det har stor operativ værdi, når virkeligheden ikke passer præcist til lærebogen.

Dertil kommer lokalkendskabet.

De lokale brandfolk ved, hvor markvejen ender, hvilken adgang der kan bære et tungt køretøj, hvor der kan skaffes vand, og hvilke virksomheder, gårde eller ejendomme der rummer særlige risici.

Den viden står ikke nødvendigvis i en indsatsplan. Den kan ikke downloades, centraliseres eller købes sammen med et nyt køretøj.

Den opbygges gennem mange års tilstedeværelse i lokalsamfundet.

Afgangstid er ikke det samme som responstid

De nye tal handler om afgangstid: Tiden fra alarmeringen, til køretøjet forlader stationen.

Det er ikke nødvendigvis det samme som den tid, der går, før hjælpen er fremme.

En døgnbemandet station kan normalt komme hurtigere ud ad porten. En deltidsstyrke skal først møde ind og bemande køretøjet. Men en lokalt placeret deltidsstyrke kan trods længere afgangstid stadig være hurtigere fremme end en fuldtidsstyrke, der skal køre fra en større by langt væk.

For borgeren er det afgørende ikke, hvornår porten på brandstationen åbner.

Det afgørende er, hvornår en tilstrækkelig og kompetent styrke står på skadestedet og kan begynde indsatsen.

Derfor skal afgangstiden tages alvorligt – men den kan ikke stå alene som mål for beredskabets reelle kapacitet.

Beredskab er fortsat et fælles ansvar

De nye tal bør ikke bruges til at pege fingre ad dem, der står med opgaven.

Men de er en anledning til at sige det klart:

Vi kan ikke fortsat fjerne arbejdspladserne fra de mindre byer, lade stadig flere pendle væk, udvide beredskabets opgaver og samtidig forvente, at den lokale udrykning afgår hurtigere.

Vi er nødt til at spørge, om lokale virksomheder har mulighed for at ansætte deltidsbrandfolk og lade dem gå, når alarmen lyder.

Vi er nødt til at spørge, om vi har bevaret et tilstrækkeligt rekrutteringsgrundlag omkring stationerne.

Og vi er nødt til at spørge, om vi efterhånden forventer, at beredskabet løser så meget for os, at vi har glemt vores eget ansvar for at understøtte det.

Før understøttede samfundet beredskabet med mennesker, virksomheder, frivillighed og materiel. I dag forventer vi i stigende grad, at beredskabet understøtter os – også i situationer, som familie, naboer, virksomheder og lokalsamfund tidligere bidrog til at løse.

Det er en udvikling, vi er nødt til at forholde os til.

For beredskab er ikke blot en offentlig service, vi kan bestille, når noget går galt.

Det er en fælles samfundskapacitet, som kun eksisterer, så længe nogen skaber rammerne for den – og nogen er villige til at slippe det, de har i hænderne, når alarmen går.

Af Kim K. Ulfkjær, beredskabsdirektør i AVARIS

Kilder: Beredskabsstyrelsen – Redningsberedskabet i tal 2025, BeredskabsInfo – Brandvæsenerne brugte længere tid på at komme af sted i 2025 og Retsinformation – historiske regler om udskrivning af motorkøretøjer.

Af Kim K. Ulfkjær, beredskabsdirektør i AVARIS.